De effektive skridt mod et CO2-neutralt liv

For enden af trappen lever vi et bæredygtigt og CO2-neutralt liv. De mange trin er vores valg, der enten bringer os nærmere det mål og det liv eller længere væk fra det. Nogle valg, vi tager, flytter os stort set ikke, mens andre hurtigt lader os smutte tre-fire trin op.

De sidste måneder har jeg fået øjnene mere og mere op for de valg, der rykker os op ad trappen med fart. Det er de valg, der batter i forhold til at leve klimavenligt. High Impact Actions. Nogle har jeg allerede taget, nogle har jeg foran mig.

Det betyder ikke, at de små valg, der kun flytter os ganske lidt, ikke er gode og vigtige. De er hver og et med til at bringe os tættere på et liv, hvor vi ikke belaster jorden i samme grad som nu. Og de er ikke mindst en del af en proces, der i kombination med alle de andre små valg giver os gåpåmodet og lysten til at fortsætte med at bevæge os op ad trappen trin for trin. For de valg er forholdsvis nemme og giver – i hvert fald for mig personligt – glæde, fordi de i det daglige viser mig, at jeg gør noget. Det har jeg brug for, når nyheder om jordens sørgelige forfatning rammer mig med en kraft så stor, at jeg føler både total handlingslammelse, stor vrede mod verdens magthavere og bundløs angst ved tanken om, at det er mine børn, der kommer til at leve med konsekvenserne af vores hovedløse livsstil.

Men jeg er nået dertil på min klimarejse, hvor jeg har brug for at bevæge mig relativt hurtigt op ad de trin. Stærkt motiveret af FN’s klimarapport og den angst, jeg skrev om ovenfor. Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at bruge klude i stedet for køkkenrulle eller sortere vores affald, det betyder bare, at jeg gerne vil sætte ind, hvor det batter mest.

Nogle af de tiltag, jeg tænker, er mest effektive for os alle, er:

– Køb færre ting – køb så vidt muligt brugt
– Drop bilen eller kør mindre – tag cyklen til de korte ture
– Spis mindre kød og spis mest lokalproduceret mad
– Grøn pension – tjek, at dit pensionselskab foretager fossilfrie investeringer
– Fly ikke eller fly så lidt som muligt
Grøn strøm – tjek grøntelvalg.dk
– Sørg for, at dit hus er velisoleret
– Vælg en bank, der investerer dine penge i bæredygtige projekter
– Sørg for, at dine børn også lever så tæt på CO2-neutralt som muligt – eller få måske endda færre børn

Sidst, men ikke mindst:

– Spred budskabet om din grønne livsstil – det får forhåbentlig andre til at bevæge sig hurtigere op ad deres klimatrapper. Og det lægger ikke mindst pres på de politikere, som skal tage de altafgørende valg. Lige nu kan ingen af os nemlig nå helt op ad trappen, da den offentlige CO2-udledning svarer til, at hver dansker i gennemsnit udleder ca. fem tons årligt. Det er alt for meget og kræver handling fra politisk side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *