“Vi ses senere” – adskillelse, der gør ondt

I vores samfund må vi ofte undvære dem, vi elsker. Vi må vinke farvel – nogle måske grædende – fordi børnene skal i institution, og vi skal på arbejde.

Vi har valgt det anderledes herhjemme, men børnene må stadig undvære deres far og jeg min kæreste i omkring 46 timer (inkl. transport) hver uge. Det betyder, at børnene kun bruger halvdelen af deres vågne timer hver uge sammen med ham. Og det er de kede af – også, selv om jeg er hos dem.

Den yngste græder, når han går. Den ældste spørger ofte: “Hvornår kommer far?” Eller siger: “Jeg vil have min far”.

Savnet er svært. Men alligevel er det, som om det er blevet en betingelse i den måde, vi har indrettet vores samfund på. At vi skal adskilles. Også, selv om vi ikke alle trives med det. Og slet ikke i så mange timer hver dag og hver uge.

Mine børn viser tydeligt, at de ikke har det godt med den adskillelse. Det er der sikkert også mange andre børn, der gør.

Jeg ønsker mig, at vi lytter mere til de børn, der forsøger at fortælle os noget vigtigt om vores tilværelse og måden, vi er sammen – eller nærmere ikke er sammen – på. Og jeg ønsker, at vi tænker de indsigter ind i vores vision for vores nye bæredygtige samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *