Bæredygtige ønskesedler

Vi har inviteret vores store familie til børnefødselsdag sidst i november. Knap en måned efter er det juleaften, og her vil alle igen give vores børn gaver. Mange, mange gaver. Som I måske kan fornemme på billedet, så mangler vores børn absolut ingenting.

Vi har tidligere opfordret familien til at købe tingene brugt, men det er kun ganske få, der har taget ideen til sig. Vi håber, at det ændrer sig i år. Derfor har vi i invitationen valgt at skrive mere specifikt om gaver.

Burde vi bare være taknemmelige over, at vi har en familie, der gerne vil give vores børn gaver?

Ja, kunne man argumentere. Men udover, at børnene mister pusten over de mange gaver, og vi herhjemme er i en proces, hvor vi forsøger at minimere ting, så er der hele bæredygtighedsaspektet at tage højde for. Omstillingen til det klimavenlige samfund kommer til at være drastisk, som FN’s klimapanel slog fast med deres rapport for få uger siden. Og da forbrug er en af de tunge poster i en gennemsnitsdanskers årlige CO2-udledning – kun overgået af den fælles udledning, vi har fra infrastruktur m.m. – så må vi også skære i overfloden af gaver. Det passer mig faktisk ganske godt.

Alligevel er jeg ret spændt på, hvordan familien tager det. Og om der overhovedet er nogen, der vil købe træer til vores børn.

Hvordan formidler I til jeres familier, at I ønsker jer færre ting og genbrugsting? Og hvordan tager de imod budskabet?

2 tanker om “Bæredygtige ønskesedler

  1. Det her er også en stor overvejelse i mit liv. Vi hr tre børn og store familier, og selvom der har været held med at indføre lidt oplevelsesgaver, så er det ikke alle der synes det er fedt at give. Har du skrevet noget om, hvordan det så blev modtaget af jeres familier ?

    1. Hej Birgitte

      Det overvejede jeg faktisk at skrive om, men kom så fra det midt i en hektisk periode med sygdom. Men vores familier har taget blandet imod. De er heldigvis begyndt at give lidt flere genbrugsgaver, men det er primært de yngre familiemedlemmer, der hopper på den. Og ellers er det noget med, at vi tilbyder at finde gaverne brugt, så de ikke har besværet med det.

      Men jeg er begyndt at være mere åben omkring vores værdier i det hele taget, og jeg håber, at det vil smitte af på resten af familien, så de også har lyst til at passe bedre på jorden.

      Har I snakket med jeres familier om, hvorfor det er vigtigt for jer?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *