Bagsiden ved at være en omsorgsaktivistisk klimatosse

Hjemmepassende, samsovende, langtidsammende, økoelskende klimatosse.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at jeg er anderledes. Mærkelig. Måske endda ekstrem. Men jeg føler mig ikke ekstrem, selvom vores liv er forskelligt fra mange andres. Det er også forskelligt fra den måde, andre i vores familier lever. Og det kan godt skabe en ensomhed i mig, når vi sidder om fødselsdagsbordet hos andre, der hverken går op i klima, økologi eller at mindske forbruget af ting, kød og flyrejser. Eller som ikke møder børn som ligeværdige.

Når jeg mødes med andre, der har valgt at gå ind i klimasagen, eller andre, der har deres børn hjemme, så er der ofte nogen, der taler om den samme ensomhed. Det føles frustrerende eller endda sorgfuldt at stå uden for et fællesskab af familie eller venner, som vi tidligere har følt os som en større del af. Frustrerende, fordi det tydeliggør, at ikke alle tænker og handler som os – og at der derfor er et godt stykke vej til den bæredygtige verden, vi drømmer om – og sorgfuldt, fordi vores anderledes livsstil til tider mødes med stor skepsis – også fra de mennesker, der er eller var tættest på os.

Måske er det sådan for mange, der er del af en minoritetsgruppe. Også, hvis de selv har taget valg, der har gjort dem til del af en. Men jeg tror, at mange af os alligevel er blevet overraskede over, at bagsiden ved at følge vores intuition og vores børn – og anbefalinger fra både klimaforskere og visse børnepsykologer – har været, at vi også på mange måder står alene midt i en flok, vi ikke længere deler holdninger med. Det virker paradoksalt at være mere tilfreds med sit liv end tidligere samtidig med, at modstanden også kan synes større.

Så jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg giver slip på min skuffelse over, at det ikke forholder sig anderledes. Jeg prøver at holde fast i stoltheden over, at jeg lytter til mig selv og mine børn. I, at jeg lever mit liv, som jeg vil have det. Måske vil den glæde, jeg føler over vores valg, en dag blive spejlet tilbage i de øjne, der ser på mig.

Indtil da glæder jeg mig over, at ensomheden ikke fylder i dagligdagen med vores familiefællesskab. Der er vi omgivet af andre omsorgsaktivistiske klimatosser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *