Børnene kalder på os

“Moar”.

“Far, kom”.

Sådan kalder en grædende pige på 14 måneder igen og igen i TV 2 dokumentaren ‘Daginstitutioner bag facaden’, og den lille piges gråd og kalden har siddet i mig i flere dage nu. Hun bliver afvist på en grusom og ødelæggende måde. Det kan de fleste hurtigt blive enige om.

Men hun er ikke det eneste barn, der græder og kalder på sin mor og far. For rundt omkring i Danmark bliver der kørt nye børn ind i dagpleje, vuggestue eller børnehave med jævne mellemrum. Og mange af de børn græder også. De kalder også på deres forældre. Også, selv om de ikke kan sige ‘oar’ eller ‘bar’ endnu. Og mange af de børn bliver også afvist, selv om det ikke er på samme hjerteløse måde som den lille pige. Men deres behov for deres mor og far bliver ikke opfyldt.

Hvor tit har forældre ikke fået at vide, at det er helt normalt, at deres barn græder, når de afleverer – at det er lige efter planen. “Han stopper to minutter, efter du er gået”. “Hvis du er rolig og sikker i din sag ved afleveringen, så vil hun også være det”. “Der er jo ingen, der har taget skade af at græde lidt”. “Du skal ikke trække afleveringen i langdrag; smil og så et hurtigt farvel”.

Men der er ikke meget at smile af. Måske kun for din leder, der har en pligtopfyldende medarbejder. Måske for de institutionselskende politikere, der sætter udearbejdende forældre og vækst højere end alt. Måske for dig, der har råd til at købe ny sofa eller tage familien med til Florida, fordi du arbejder hårdt mange timer hver uge. Men ikke for børnene.

Og det understreger så tydeligt, at institutionerne ikke er lavet for dem. Heller ikke de gode institutioner med empatiske og nærværende pædagoger. “Men mit barn elsker sin vuggestue og vil aldrig med hjem”, tænker du måske. Ja, det kan godt være. Men mange børn kender ikke til andet end institutionslivet. De kan ikke huske, hvordan det er at være sammen med deres mor eller far dag ud og dag ind, som de var, da de var spæde. Børn tilpasser sig. Det bliver de nødt til.

Men at tro, at det er det, de foretrækker eller har brug for, forekommer mig at være en løgnehistorie. Mine børn og jeg har flere gange mødt store institutionsbørn, der undrende spørger mig: “Går de ikke i børnehave eller vuggestue?”. Og når jeg svarer: “Nej, de er sammen med mig”, så bliver børnene enten helt stille eller siger: “Bare det var mig”.

Så hvis vi for alvor skal skabe et godt børneliv, så er det ikke nok at sørge for gode institutioner. Det er ikke nok at snakke læring eller bedre pædagoguddannelser. Det er ikke nok at hylde pædagogerne i stedet for at tage os af det reelle problem; nemlig, hvordan børnene har det.

Det kræver, at vi er villige til at lytte til psykologer og forskere, der fortæller os, at små børn har bedst af at være hjemme. At børn har brug for empatiske voksne til at regulere deres følelser og give dem kærlighed. Det kræver, at vi forældre lytter til vores egen mavefornemmelse og stiller spørgsmålstegn ved den historie, vi får fortalt om, at børn har brug for at undvære os og være i institutioner. En historie, vi selv er en del af, fordi mange af os kom i institution, da vi var tre, seks eller ti måneder gamle. Det kræver, at vi tager ansvar og undersøger vores eget syn på børn. Og det kræver, at vi gør oprør.

Indtil vi er klar til det, så vil børn rundt om i daginstitutionerne skulle tilpasse sig. Så må de vente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *