Bagsiden ved at være en omsorgsaktivistisk klimatosse

Hjemmepassende, samsovende, langtidsammende, økoelskende klimatosse. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at jeg er anderledes. Mærkelig. Måske endda ekstrem. Men jeg føler mig ikke ekstrem, selvom vores liv er forskelligt fra mange andres. Det er også forskelligt fra den måde, andre i vores familier…

Produkter af en præstationskultur

Da jeg var yngre, havde jeg af og til en følelse af at overleve, men ikke at leve. Som om der var kasser, jeg skulle passe ned i, men som ikke passede til mig. Jeg skulle have en uddannelse, jeg skulle arbejde en masse og…

Hvor bliver forældreoprøret af?

Måske er det, fordi jeg har valgt anderledes og står udenfor, at jeg ikke forstår det. Men jeg undrer mig oprigtigt over, hvor forældreoprøret bliver af. Hvor er det kollektive oprør over de elendige forhold i vores daginstitutioner? Jeg undrer mig igen efter at have…

Hvor er den støttende landsby?

Det sværeste for mig ved at blive mor for lidt over fem år siden var ikke tilknytningen til min datter. Den kom naturligt – vi passede så fint sammen, som hun lå der på min mave og mod mit bryst i timevis. Som var vi…

At jonglere børn og revolution

Her ser du mine døtre og mig. Vi ligger i vores seng (på 280 cm), og far er på arbejde, fortalte min datter på fem år, der har tegnet tegningen. Mellem min ene datter og mig ligger min telefon. At min telefon har fået så…

Konkurrencestatens kasse

“Nå men nu skal jeg spise chips og hvad skal du bruge det til? Ingenting. Du skal ikke bruge det til noget. Ikke alt hvad vi siger eller gør skal bruges til noget. Vi er ikke slaver i effektiviseringshæren, vi ejer vores egne liv”. I…

Om sprogvurdering og præstationskultur

“Bukser uden ser?” Det var et af de mange spørgsmål, min datter skulle svare på i fredags. Hun var til en lovpligtig sprogvurdering, fordi hun ikke går i børnehave. Vi voksne kan måske godt regne ud, at vi skal svare ‘buk’, men min datter, der…

“Vi ses senere” – adskillelse, der gør ondt

I vores samfund må vi ofte undvære dem, vi elsker. Vi må vinke farvel – nogle måske grædende – fordi børnene skal i institution, og vi skal på arbejde. Vi har valgt det anderledes herhjemme, men børnene må stadig undvære deres far og jeg min…