Du behøver ikke forsvare dine valg

“Går børnene i børnehave og vuggestue?”.

Sådan blev jeg spurgt af et familiemedlem den anden dag. Jeg lirede straks en tale af:

“Nej, men vi er med i en legegruppe med 20 familier, der alle har minimum et barn mellem tre og seks år. Der er også mange yngre søskende, og der er leg alle hverdage”.

“Nå. Det er godt. De har jo brug for at se andre børn”.

Og ja, det har de. Det er i hvert fald den historie, vi bliver fortalt om og om igen. Mine børn vil også rigtig gerne lege og interagere med andre børn og voksne, men de har mest brug for os, deres forældre, tænkte jeg. Det bliver der bare ikke lagt vægt på i vores kultur, hvor det anses som nødvendigt med to fuldtidsarbejdende forældre, og børn, der skal socialiseres med 10-20-30 andre børn alle hverdage.

Siden har jeg tænkt over, hvorfor jeg føler, at jeg skal forsvare vores valg. Hvorfor det føles mere legitimt at nævne antallet af børn i legegruppen, og at vi har mulighed for leg alle hverdage.

Det skyldes bl.a., at vores valg er blevet kritiseret tidligere, og jeg har følt, at jeg skulle forklare og forsvare. Det føles meget sårbart, når mennesker, der er eller har været tæt på mig, betvivler mine valg. For i mig – som i de fleste andre – findes der en trang til at høre til. Være en del af flokken. Og i de sidste år har jeg taget en masse valg – både i forhold til måden at være med mine børn og i forhold til klima – der har gjort, at jeg ikke på samme måde er del af den flok længere.

Men jeg er også begyndt at tænke, at jeg ikke behøver at forsvare mine valg. Både, fordi de føles rigtige for mig og os – og det burde være nok – og fordi jeg ikke skylder nogen forklaring. Jeg vil gerne fortælle om vores valg, men hvis der ikke rigtigt bliver lyttet, så vil jeg hellere lukke samtalen. Af respekt for mig selv.

Jeg vil huske mig selv på, at jeg har en flok, som vi ses med. Vi er ikke bundet sammen af blodets bånd. Vi har heller ikke kendt hinanden i mange år. Men vi går på den samme sti mod det bæredygtige liv, hvor børn og voksne følges ad, og hvor samhørigheden med hinanden og med jorden er et af omdrejningspunkterne. Jeg tænker også, at mange af jer går på den sti, og det er jeg taknemmelig for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *