En million grunde til at stemme grønt

De sidste dage har jeg forsøgt at læse nyheder om den enorme biodiversitetskrise, vi befinder os i. En ny 1800 sider lang rapport fra FN-organisationen Ipbes understreger alvoren: En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse på grund af os mennesker – og vores eksistensgrundlag er også truet af samme grund.

Jeg har klikket ind på nyhederne, læst et par linjer og har så måtte opgive. Jeg har følt mig så helt igennem trist og stillet mig selv spørgsmålene: Hvorfor gør vi det her mod jorden og mod os selv? Hvad skal vi gøre for at få ændret tingene nu?

Sagen er, at vi kan ændre det. Ligesom vi kan ændre den klimakatastrofe, vi hver dag bevæger os tættere imod. Vi kan, og vi må. Vi har for pokker ikke andet valg, hvis menneskeheden skal klare sig.

Set i det lys er det sådan set meget rart, at valget blev udskrevet tirsdag. For nu har vi noget konkret, vi kan gøre. Både til europaparlamentsvalget 26. maj og folketingsvalget 5. juni. Og vi har en million grunde til at stemme grønt. Så det håber jeg, vi gør. Jeg håber, at det ikke efterlader nogen tvivl om, at vi tager både klima- og biodiversitetskrisen alvorligt. At vi forventer, at de folkevalgte politikere tager dem lige så alvorligt – og at de handler derefter.

I søndags sagde jeg til min kæreste, at jeg syntes, vi skulle flytte til et sted med meget jord til. Ikke, så vi kunne dyrke den – på nær en mark med grøntsager – men så vi kunne plante træer – og så slippe naturen fri. For det er det, der er brug for (samtidig med vi stemmer grønt og kigger på, hvordan vi mindsker vores aftryk på jorden). Træer til at suge CO2 ud af atmosfæren og vild natur til planter og dyr. Og til mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *