Fortabt i detaljer?

Min fireårige hjælper mig gerne med vasketøjet. Her lægger hun karklude og mindre bomuldsklude sammen, som vi bruger til at tørre munde, hænder og nogle gange også numser.

Efter den hetz, der var for nogle år siden, hvor de lyserøde, gule og blå engangsklude med mikroplast blev dømt ude, gik vi over til at bruge bomuldsklude. Senere skiftede vi også køkkenrulle ud med et alternativ af stof.

Jeg bliver helt dårlig, hvis jeg får set en af de frygtelige videoer, der florerer på Facebook nu og da, hvor skildpadder, hvaler eller andre af havets dyr har lidt en smertefuld død på grund af plastikaffald. Det er også helt vanvittigt at tænke på, at der i 2050 vil være lige så meget plastik i havet som fisk, hvis vi fortsætter som nu.

Når nu engangskludene fik så meget opmærksomhed, blev jeg både forundret og frustreret, da jeg sidste sommer læste, at den helt store mikroplast-synder er slitage af dæk. Det står for 60 procent af udledningen, mens engangsklude og andre køkkenredskaber kun står for 1,5 procent.

Derfor undrer jeg mig: Hvorfor er der ikke større fokus på, vi skal køre mindre i bil, hvis vi virkelig ønsker at komme mikroplasten til livs? Det vil samtidig også udlede mindre CO2. (Det er måske let for mig at sige; jeg har ingen bil, bor i byen og har nem adgang til offentlig transport).

Og hvordan undgår vi at fortabe os i en mikroskopisk del af problemet i stedet for at se helheden og have det primære fokus rettet mod de løsninger, der for alvor batter i den grønne omstilling?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *