Grøn mad

Jeg kan ikke huske mit sidste måltid med kød. Måske var det i 2009 eller 2010, måske endda tidligere.

Det var ikke mængden af CO2, der dengang bekymrede mig og fik mig til at skære kødet fra, men nogle problemer med min mave. Dengang havde jeg ikke tænkt på klimaudfordringer. Jeg regnede Hanegals kyllingepølser som en lækker snack, jeg kunne spise direkte fra pakken, og okseculotte (gerne rød) med ovnbagte kartofler og bearnaisesovs var en af mine livretter, når jeg besøgte min mor sammen med mine søskende.

Siden dengang har jeg levet som både veganer og vegetar. Jeg har fysisk ikke lyst til kød længere og har ikke haft det i mange år. Måske er det derfor, jeg kan have lidt svært ved at forstå, hvordan en gennemsnitsdansker kan spise 52 kilo kød om året (svarende til pænt meget CO2). Hvis du lægger nogle få kilo til og forestiller dig mig som en ko/gris/lam/kylling/and, så svarer det til, at hver dansker har spist min vægt i kød på et år. Ej okay, det er måske alligevel lidt for makabert.

Nå, men trods resten af min lille familie stadig spiser en smule kød nu og da, så laver vi rimelig meget vegetarmad, og nogle gange kører vi lidt træt i de samme retter. Derfor får vi som et forsøg veganerkassen fra Aarstiderne hver fjerde uge. Her til aften stod den på falafler og en salat med bagte grøntsager og græskarkerner.

Hvor henter I inspiration til jeres grønne retter?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *