Hvor bliver de klimastrejkende forældre af?

Efter demonstrationen for minimumsnormeringer 6. april har jeg tænkt på noget:

Hvornår demonstrerer forældrene for klimaet? Hvornår klimastrejker de, fordi de ønsker en sikker fremtid for deres børn?

Og hvorfor gør de ikke?

Lige så meget som jeg glæder mig over et forældreoprør over de elendige forhold i daginstitutionerne, lige så meget undrer jeg mig over, at forældrene ikke er mere synlige, når det gælder klimadebatten. Den vedrører trods alt vores børns eksistensgrundlag.

Jeg tror, at forklaringen er, at forholdene i institutionerne er presserende lige nu og her, mens klimaforandringer kan virke diffuse og uoverskuelige. Minimumsnormeringer er ret håndgribelige og ligetil til sammenligning.

Den norske psykolog Per Espen Stoknes, som jeg har nævnt i en tidligere post, har forsket i, hvorfor vi fornægter og fortrænger klimaforandringer. En af forklaringerne kan findes i, at klimakrisen virker langt væk – både, fordi den først rigtig rammer os ude i fremtiden, og fordi vi ikke er et af de lande i verden, der allerede mærker konsekvenserne af vores hovedløse måde at behandle jorden på. Det gør simpelthen, at vores hjerne nedprioriterer vigtigheden af klimaproblematikken.

Samtidig rører tankerne om en usikker fremtid for vores børn ved en angst i os forældre, der er så afgrundsdyb som intet andet, vi kan forestille os – nemlig at vores børn får det rigtig svært, eller at de – værre endnu – ikke kan leve på jorden. At forskerne fx har sagt, at det nu er sidste udkald for menneskeheden at få gjort noget ved klimaforandringer, kan i hvert fald få min mave til at snøre sig fuldstændig sammen af angst ved tanken om, hvordan mine børn får det. Derfor er det en naturlig forsvarsmekanisme, at vi fortrænger alvoren af situationen. Alternativet føles for uudholdeligt.

Problemet er bare, at der er brug for os forældre. Vi repræsenterer en stor og vigtig del af befolkningen – også som stemmer for de små børn – og derfor er det nødvendigt, at vi også er synlige i klimadebatten. Vi har stor gennemslagskraft, hvis vi som gruppe siger fra eller ønsker forandringer.

Og det kræver netop forandringer, hvis vi vil sikre fremtiden for vores børn. Så hvordan får vi i endnu højere grad engageret forældre, når det handler om klima?

Per Espen Stoknes’ bud er, at vi gør det nært – hvis det fx vedrører vores børns helbred lige nu og her (fx på grund af luftforurening), kan det motivere forældre til at handle positivt i forhold til klimaet i det hele taget. Derudover kan vi undgå fortrængning af problemerne, hvis vi lægger vægt på den skønne bæredygtige verden, der venter os. En verden, der, som jeg ser det, byder på flere fællesskaber, mere omsorg og mere tid sammen med vores familie.

Jeg tror også, at det handler om, at vi skal gøre det let at leve klimavenligt og let at deltage i klimarelaterede events og i fællesskaber. For de fleste forældre er tidspressede, trætte og hårdtarbejdende. Men også her kan vi fortælle de positive historier om det bæredygtige liv, hvor vi både passer på jorden og på os selv. Sådan et liv behøver ikke være et liv i askese og afholdenhed – det kan være et liv, hvor det nære er valgt til, fordi det også – for mange – skaber gode liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *