Hvor bliver forældreoprøret af?

Måske er det, fordi jeg har valgt anderledes og står udenfor, at jeg ikke forstår det. Men jeg undrer mig oprigtigt over, hvor forældreoprøret bliver af. Hvor er det kollektive oprør over de elendige forhold i vores daginstitutioner?

Jeg undrer mig igen efter at have set ‘Hvem passer vores børn?’ på DR2, der handler om vilkårene i institutionerne. Ligesom jeg har undret mig igen og igen, når jeg har læst artikler og hørt pædagoger fortælle om dårlige normeringer og om manglende tid til at yde basal omsorg for børnene. Jeg læste og hørte allerede de ting, da mit ældste barn var spæd for fem år siden.

Og siden har pædagoger og BUPL forsøgt at råbe op mange gange. Nogle forældre har gjort det samme, men der sker ligesom bare ikke noget. Heller ikke, selvom mange børn lider under at have alarmerende lidt voksenkontakt hver dag. Selvom der er flere og flere børn, der får angst.

Jeg tror på, at der er mange dygtige og hjertevarme pædagoger, som gør deres absolut bedste. Men det ændrer ikke på, at forholdene er umulige. Uacceptable. Og jeg får virkelig ondt i maven ved tanken om det.

Ligesom jeg er blevet ked af det på mine venner og deres børns vegne, når de har fortalt mig, hvordan de har måttet aflevere deres fireårige til vikarer, som hverken de eller deres børn har mødt før. Hvordan deres etårige stadig har haft den ble på, som de gav dem på otte timer tidligere. Og det er kun to eksempler ud af mange.

De forældre har lidt med deres børn. Det tænker jeg, at mange forældre dybest set gør, når de skal aflevere deres såkaldte guld i underbemandede institutioner, hvor der ikke er personale nok til at trøste og anerkende alle børnene. Deres børn. Men de afleverer dem stadigvæk.

Jeg vil gerne forstå hvorfor. Jo, forældrene skal på arbejde. De tænker, at det er det bedste valg for deres barn at komme i institution. Men hvad tænker de, når de samtidig bliver konfronteret med de dårlige forhold i institutionerne: “Ella er jo glad for pædagogen på sin stue og de andre børn”?

Hvad tænker I, der har børn i institution?

Jeg vil oprigtigt gerne forstå det. Siger I fra? Eller hvorfor gør I ikke?

Hvad tror I, der skal til for at ændre noget – på samfundsplan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *