Hvor er den støttende landsby?

Det sværeste for mig ved at blive mor for lidt over fem år siden var ikke tilknytningen til min datter. Den kom naturligt – vi passede så fint sammen, som hun lå der på min mave og mod mit bryst i timevis. Som var vi puslespilsbrikker, der faldt i hak. Jeg mærkede det i måden, hendes gråd kaldte på noget i mig, så jeg ikke kunne eller ville andet end at trøste og være der for hende. I måden, jeg nervøst lyttede til hendes åndedrag og savnede hende, når hun sov.

Det sværeste var den følelse af ensomhed, der opstod i mødet med den kultur, jeg var en del af, og som jeg nu oplevede på en ny måde. Det var mødet med sundhedsplejerske, læge og mødregruppe. Det var mødet med min familie og svigerfamilie i min nye rolle som mor.

“Vi kan gå med hende i barnevognen, så du kan slappe af”.

“Hun er otte måneder og har ikke brug for at blive ammet om natten længere”.

“Lad mig holde hende”.

“Har I prøvet at lade hende sove selv?”.

“Jeg kan sende dig linket til den sovecoach, vi brugte”.

“Det bliver også godt for dig at komme tilbage og gøre din uddannelse færdig”.

Udsagnene kom med velmenende intentioner, men de forstærkede ensomheden i mig, fordi jeg ikke følte mig mødt og forstået. Jeg følte ikke behov for at slappe af uden mit barn. Jeg havde slet ikke brug for at være adskilt fra hende, og når jeg kiggede på hende, så jeg ikke, at hun havde brug for at være væk fra mig. Tværtimod ville hun helst være tæt på mig døgnet rundt. Og det var forkert for mig at overhøre den fornemmelse af tillid, af kærlighed og af forståelse mellem os to. Af natur.

Så jeg trak mig lidt. I relationerne til dem, der talte for adskillelsen. Jeg passede på mig selv og på min datter på den måde, men det var også sorgfuldt. For hvor var den landsby, der forstod både mig og mit barn? Hvorfor vejede en opretholdelse af kulturen tungere end mit barns behov for mig? Og tungere end min intuition?

Så når nu vi går mod det bæredygtige samfund, så ønsker jeg mig, at vi begynder at lytte. Til børnenes gråd og stemmer, der kalder på deres mødre. Eller fædre. Til fornemmelsen i maven, der fortæller os, at vores børn ikke har det bedre væk fra os. Til naturen, der har så meget brug for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *