Jeg kan sagtens inspirere mine børn – hjemme

Føler du ikke, at du giver afkald på noget af dig selv og nogle af dine ambitioner og interesser?

Er du ikke – set i et ligestillingsperspektiv – bekymret for, at dine døtre ikke har set dig gå op i andet end dem?

Sådan er jeg blevet spurgt, fordi jeg passer mine børn hjemme i stedet for at være på arbejdsmarkedet og bruge min lange uddannelse. Jeg blev mindet om det, da jeg læste et interview med Hanne-Vibeke Holst på berlingske.dk (hvor citatet er fra).

Jeg bruger min tid på mine børn, og det er åbenlyst anderledes, end hvis jeg gik på arbejde. Men hvorfor er det, som om man kun kan være passioneret omkring noget, hvis man går på arbejde? Og det selv om mange ikke brænder for deres job, men lever for deres fritid.

Mine døtre er med mig til klimarelaterede møder og events. De hører mig deltage i engagerede samtaler omkring ting, som jeg fx læser og skriver om her. De er med mig i naturen, når jeg laver kreating, når jeg sår frø og passer planter. Og når jeg er i køkkenet. Alle ting, jeg er passioneret omkring.

Hvis vi var adskilt, fordi jeg skulle på arbejde og de i institution, ville de måske høre om, at jeg var passioneret omkring noget, som de ikke blev inddraget i. Men de ville med stor sandsynlighed ikke se og opleve det, som de gør nu. De ville nemlig være i børnehave og vuggestue, mens jeg beskæftigede mig med det, jeg brændte for, et andet sted.

Men hvad nu, hvis jeg ikke havde nogen ambitioner? Og hvad, når mine ambitioner ikke er synlige på en bundlinje? Når de ikke kan måles direkte i mit forbrug? Er jeg så mindre værd? Er jeg så ikke feministisk nok?

Hvad hvis vi i stedet så omsorgsarbejde som lige så meget værd for vores samfund, som det job min kæreste passer? Vil jeg så have power nok? Har mine børn så noget at spejle sig i?

Når vi nedvurderer omsorgsarbejde og opfatter det at gå på arbejde som det eneste frigørende for kvinder, så glemmer vi børnene. Og dem nægter jeg at glemme.

At være hjemme med dem er jeg også passioneret omkring. Jeg føler ikke, at jeg giver afkald på noget. Jeg får noget. Uerstattelig tid med mine børn. Jeg tror også på, at deres tid med mig (og deres far) giver dem noget – ikke bare ‘umiddelbar’ tryghed her og nu, men forhåbentlig en følelse af tryghed, som vil være med dem resten af deres liv.

Så for mig handler det slet ikke om afkald eller at nedprioritere mig selv. Jeg vil slet ikke spille med på den bane, hvor det ses som mindre værd at tage sig af andre mennesker. Jeg vil skabe min egen bane. På den handler det ikke så meget om ambitioner. Det handler mere om at skabe et godt liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *