Klimamavepine

Det giver mig øjeblikkeligt ondt i maven, når jeg tænker på klimakrisen. Jeg har ondt på menneskehedens vegne, på dyrenes, på jordens. På vegne af mine børn, der leger i sengen.

For at komme min mavepine til livs har jeg i de seneste år kigget nærmere på flere af mine vaner. At sidde med hænderne i skødet og intet forandre er simpelthen forbundet med for stor en håbløshed og afmagt for mig. Så for ikke at fortabe mig i dommedagsscenarier og mismod har jeg fundet ud af, at jeg må handle.

Jeg kommer blandt andet til at dele mine nu indgroede og mere klimavenlige vaner, ligesom jeg vil tage jer med på min videre færd. Der er nemlig stadig vaner, der kræver eftersyn i mit liv.

Jeg er realistisk nok til at vide, at mine små handlinger i sig selv ikke er dem, der redder verden, men jeg tror på, at vi sammen – når vi inspirerer hinanden, når vi handler, og når vi råber op – kan danne en bølge, der er så stærk, at vi kan rykke noget over for de magthavere, der primært tænker på vækst og knap så meget på, at vores eksistensgrundlag er ved at smuldre mellem hænderne på os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *