Konkurrencestatens kasse

“Nå men nu skal jeg spise chips og hvad skal du bruge det til? Ingenting. Du skal ikke bruge det til noget. Ikke alt hvad vi siger eller gør skal bruges til noget. Vi er ikke slaver i effektiviseringshæren, vi ejer vores egne liv”.

I en lang strøm af ord om en nytårsfest, skrevet af Andrea Hejlskov, hang disse ord fast hos mig. For jeg er også et produkt af den præstationskultur, vi lever i, hvor alt det ikke-målbare skæres væk til fordel for konkurrence og forbrug. Til last for natur og mennesker.

Jeg mærker trangen til at præstere, fordi den evne er blevet rost hele mit liv – ligesom den gennemsyrer vores kultur. Også her og på sociale medier, hvor likes og følgere kan fjerne fokus fra inspiration og fællesskab.

På mange måder har jeg gjort mig selv unyttig, fordi jeg har valgt at passe mine børn selv. Jeg passer ikke ned i konkurrencestatens kasse. Fordi jeg ikke præsterer og forbruger, som den ønsker. Fordi jeg ikke genererer den vækst, som tales op.

Men hvad er det så, der tales ned? Børn og deres behov for en tryg tilknytning til deres primære omsorgspersoner. Natur. Omsorg. At fjumre. At lege.

Så vi løber. Effektiviserer. Vækster. Vi tror, at det er det, vi skal. At det er det, der er meningen. Også, selv om vi dybest set godt ved, at det ikke giver mening. Det er derfor, mange af os (27 procent ifølge en ny Kantar Gallup-undersøgelse) drømmer om at ændre vores liv radikalt. Vi drømmer om at fylde vores liv med mere af det, der i vores kultur tales ned, men som i vores fremtidige og bæredygtige samfund er talt op på plads. Hvis det står til mig.

For nok er jeg unyttig i præstationssamfundet, men for mine børn er min tid og mit nærvær det mest nyttige og værdifulde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *