Længslen efter et fællesskab

Vi havde en virkelig svær dag i går. Jeg ville gerne ind foran Christiansborg for at minde politikerne om at sætte klimaet øverst på dagsordenen (tjek Klimapåmindelsen). Mit ældste barn ville kun være hjemme.

Jeg håndterede ikke situationen optimalt, og resten af dagen følte jeg mig som en elendig mor, der ikke egnede mig til dette hjemmeliv.

Jeg skriver dette af flere grunde. Instagram og også hjemmepasning kan nogle gange fremstå meget rosenrødt, som jeg oplever det. Som hvis du vælger at passe dine børn hjemme, så har I kun rolige dage – nogle gange med lidt rod, men mest med balance, natur, fælles madlavning, fri leg og masser af kram. De dage findes. Men de modsatte gør også.

De modsatte dage længes jeg efter den famøse landsby, der skal hjælpe mig med at opfostre mine børn. Det fællesskab, der griber mig og dem, når vi har brug for det. Vi har det fællesskab i den legegruppe, vi er en del af, og jeg er meget taknemmelig for den. Men når vi er hjemme, og min kæreste er på arbejde, så er der tidspunkter som i går, hvor jeg savner at kunne åbne min dør og træde lige ud i armene på en masse hjælpsomme og kærlige mennesker, der kan aflaste.

Hvorfor har vi bevæget os væk fra de fællesskaber, som giver de bedste betingelser for barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner og som også mindsker følelsen af isolation for de voksne? Er de forsvundet sammen med vores tilhørsforhold med naturen og med hinanden? Med at kvinderne kom på arbejdsmarkedet?
Hvor er den flok, der skal sørge for, at den nybagte mor trives, så hun kan tage sig af det vigtigste: at opfylde babys behov? Hvorfor skal den nybagte far ikke være hjemme sammen med dem mere end 14 dage?

Hvad har vi sat i stedet?
Instagram?
Arbejde?
Ensomhed?
Adskillelse?

Jeg håber, at vi får flere af de støttende fællesskaber i det bæredygtige samfund, vi skal omstille os til, og hvor vi skal arbejde mindre for i stedet at kunne passe bedre på jorden, os selv og hinanden.

Vi har haft en god og instagramvenlig dag i dag – vi har været i skoven og se bladene falde som sne. Eneste minus var, at jeg trådte i en hundelort, som jeg endnu ikke har kunnet overskue at vaske af mine støvler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *