Lav larm – og læg pres på politikerne

3,2 tons CO2. Så meget udleder jeg cirka hvert år. Eller faktisk udleder jeg 8,2 tons, for oven i det CO2-aftryk, vi danskere hver især sætter årligt, så skal der lægges fem tons CO2 til for det fælles forbrug, vi har her i Danmark. Fælles forbrug som infrastruktur, energiproduktion m.m. Det er de fem tons ekstra pr. person, som vi ikke kan fjerne hver især, men som vores valgte politikere kan gå ind og skrue på. Som de skal gå ind og gøre noget ved.

Hvis vi skal leve op til Parisaftalen og en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, så skal hver borger i verden ned på at have en CO2-udledning på 0,7 tons årligt – og helst mindre. Lige nu udleder en gennemsnitsdansker 17 tons (inkl. fælles forbrug) pr. år, så der er rimelig lang vej igen. Det betyder ikke, at vi ikke kan gå den vej – det betyder bare, at vi skal gå den hurtigt, og at vi hver især ikke kan gå den alene – vi skal have nogle fælles ændringer for at nå dertil.

Det er derfor, vores vigtigste opgave er at lægge pres på de politikere, vi har valgt. Vi skal ikke undlade at dreje på nogle knapper hver især for at mindske vores personlige CO2-aftryk, men det kan og må ikke stå alene.

Og det er ikke kun, når det gælder offentligt forbrug, at politikerne kan hjælpe os danskere med at leve mere klimavenligt. De kan sætte rammerne – fx ved hjælp af afgifter. Det kunne være på kød eller flyrejser. Det kunne være, at de gjorde det billigere for os at få repareret de ting, der er gået i stykker, så det kan betale sig frem for at købe nye. Det kunne også være at lægge en skat på CO2, så dem, der udleder mest, betaler mest.

Til at begynde med tænkte jeg, at dette indlæg skulle handle om, hvordan jeg vil forsøge at sænke mit personlige CO2-aftryk endnu mere. Men jeg vil hellere sige dette:

Vi skal lave en gennemgribende omstilling af vores samfund inden for de næste år. Så gå på gaden, kom til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, skriv læserbreve, kontakt dine lokalpolitikere, start initiativer i din kommune – skab i det hele taget så meget larm og fokus på klima som muligt. Få den grønne bevægelse til at rulle så kraftigt, at ingen politiker kan være i tvivl om, hvad vi ønsker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *