Min klimarejse

Her ser du mig i maj 1992. Min familie og jeg boede på en økologisk bondegård i Vestjylland på det tidspunkt, og jeg tilbragte så meget tid udenfor som overhovedet muligt. Når jeg ikke legede, var jeg med til at passe vores dyr og vores jord. Jeg brokkede mig ikke, for jeg følte det ikke som nogen sur pligt. Jeg følte, det gav mening.

Der var en, der spurgte mig, hvordan jeg er endt med at blive så engageret i alt det her med klima. Jeg tror, mine år med dyrene og med jorden har været medvirkende til det. For de år gav mig en samhørighed med naturen, som jeg sidenhen har længtes efter. Jeg mærkede, hvordan dyrene havde det, og jeg fandt ro hos dem, som de fandt ro hos mig. Jeg bevægede mig nærmest lydløst gennem det høje græs på markerne, gennem sivene på engene og i krattet, hvor jeg byggede huler. Jeg indåndede naturen i høet, i blomsterne fra grøftekanten, og jeg var den.

Da jeg fik børn, blev jeg mindet om alt det. Ikke, at jeg havde glemt det, men fordi jeg levede et andet slags liv, hvor naturen ikke på samme måde var en fast bestanddel. Den var dog med mig i nogle af mine valg: Jeg købte så vidt muligt økologisk mad. Jeg købte svanemærkede produkter. Fairtrade. Jeg gik også ind for at passe på jorden. Men jeg tænkte ikke over, hvad flyrejser og forbrug betød for min omverden, og jeg fortsatte min hidtidige livsstil. Men så var det, jeg blev mor, og jeg læste mere og mere om klodens sørgelige forfatning. Og jeg blev bekymret.

Så de ting forenede sig i mig: min barndom på landet, mit moderskab. Og min bekymring for mine børns fremtid på jorden. Det gav mig en trang til at forandre noget. Til at være med til at skabe en anderledes og mere omsorgsfuld verden. Sammen med jer.

Og det gør mig nysgerrig på, hvem I er: Så hvordan begyndte din klimarejse, og hvordan har den udviklet sig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *