Mit klimaforsæt

I dag gik jeg rundt med mit syge barn i armene. Hun var helt ulykkelig og fandt kun en smule ro i mine vuggende bevægelser, og når hendes febervarme krop var presset tæt ind mod min.

Mens jeg gik der med hende og sang sagte, mærkede jeg midt i min omsorg for hende også en frygt, der fik min stemme til at knække over.

For i den store kærlighed, jeg nærer for hende og hendes storesøster, er der også en angst for, at der vil ske dem noget dårligt. Og med den følelse følger en snert af afmagt, fordi jeg ikke kan fjerne deres smerte. Men jeg er der.

Jeg mærker også – i endnu højere grad – afmagt, når det kommer til klimaforandringerne. Ligeså lidt som jeg kan få sygdommen til at forsvinde på et øjeblik, lige så lidt kan jeg alene få de faretruende temperaturstigninger til det. Der er smerte i den vished. Og vrede i den uvished, der derfor præger mine børns fremtid. Vores børns fremtid.

Så jeg har et nytårsforsæt: I år 2019 vil jeg forsøge at kanalisere al min afmagt over klimaforandringer og magthavernes utilstrækkelige handlinger ud i at være med til at skabe en positiv og grøn forandring. En omsorgsfuld og bæredygtig verden.

Hvis mine børn kommer om 20 år og spørger mig, hvad jeg gjorde, så vil jeg gerne kunne svare dem, at jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne. Det fortjener de. Ligesom de fortjener, at jeg møder dem med kærlighed og empati hver eneste dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *