Når adskillelse føles forkert

Mine børn går ikke i institution. De er såkaldte hjemmebørn, og jeg er såkaldt hjemmegående, selv om vi ikke bruger alle vores dage hjemme.

Det var ikke et direkte ønske om et oprør med vores måde at indrette samfundet på, der drev mig, da jeg sad med min førstefødte i armene og sammen med hendes far valgte, at hun ikke skulle i institution. Den primære årsag var, at det føltes forkert indeni mig at være adskilt fra hende. Jeg havde ikke brug for pauser fra hende, som nogle lagde op til, og min datter havde tydeligvis heller ikke behov for tid uden mig. Jeg følte ikke, at min uddannelse eller mit arbejde var vigtigere end at være sammen med hende.

Men selv om valget om at holde hende hjemme føltes indlysende, så var praktikken i det ikke. Så jeg gjorde min uddannelse færdig. Det inkluderede dage, hvor jeg havde ondt i maven over ikke at være sammen med vores datter. Jeg græd over ikke at kunne være der. Også, selv om mit fag isoleret set var spændende, og at det var godt, at mit barn var sammen med sin far imens. Men for mig personligt gjorde det intet andet godt end på papiret, hvor jeg nu kunne kalde mig uddannet. Og så, at jeg blev bekræftet i, at det havde for store personlige konsekvenser at overhøre min intuition. Samtidig læste jeg sideløbende mere og mere om børns udvikling og om tilknytningsteori, og det bekræftede mig i, at der var en meget vigtig grund til, at min datter ville være hos mig. Så jeg valgte at blive hjemmegående.

Det betød, at jeg skulle træde ud af hele resten af min tilværelse. Jeg skulle træde ud af den kultur, der er i vores del af verden, hvor forældre afleverer deres babyer i pasning og vender tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg skulle træde ud som en minoritet og ud i en økonomisk usikkerhed, og det føltes både nemt, når jeg kiggede på mit barn, og svært, når jeg talte med familie og venner.

Efterhånden som vi har bevæget os væk fra den gængse måde at indrette et familieliv på i Danmark, er jeg blevet bekræftet i, at den måde ikke er hensigtsmæssig for os. Jeg tror heller ikke, at den er optimal for ret mange andre familier. Og slet ikke for børnene. Det er derfor, vi skal skabe et samfund, der er bæredygtigt på alle planer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *