Når rammerne skal forme sig efter menneskene – og ikke omvendt

Siden 23. december har vi haft 30 sygedage herhjemme. Vi har på skift været syge med snot, hoste, feber, opkast og nu influenza. Det har været hårdt, for vi har ikke tidligere haft en periode med så meget sygdom.

Men mens jeg sidder her i et mørkt soveværelse med et feberhedt barn på hver side af mig, så er jeg taknemmelig. For jeg ved, at mine børn har været hjemme, til de igen var helt raske. De er ikke blevet mast ned i den sindssygt snævre kasse, som mange syge børn i vores samfund skal passe ned i. Den kasse, hvor deres forældre kun har to dage til at have dem hjemme, når de har det skidt. Den kasse gør, at pædagoger ofte må ringe syge børn hjem, fordi de små trænger til flere dage i sygesengen. Den gør også, at nogle forældre må holde ferie eller selv melde sig syge for at kunne være med deres syge børn.

Men at vi i vores såkaldte velfærdssamfund ikke lader forældre have nok dage hjemme med deres syge børn er kun et eksempel på, hvordan vi overhører børnenes behov. For det er ikke kun syge børn, der skal passe ned i en kasse. Det skal de fleste børn. Og mange voksne også.

Og rammerne i den kasse er ikke bestemt ud fra, hvad børn har brug for for at blive mennesker med en sund selvfølelse og med et sundt tilknytningsmønster til andre mennesker. De er ikke sat ud fra, hvad vi i generationer har lært os om yngelpleje og menneskelige behov og givet videre til vores efterfølgere, så de kunne passe på de små børn på bedst tænkelige måde. Den viden har vi sat til side. Nogle har glemt den. Andre tror, fejlagtig, at den kan afskrives som curling.

Men det er ikke curling. Det er natur. Og naturen minder os om, at det gør ondt at leve, som vi gør nu. Det gør ondt at være menneske, når vi forsøger at tvinge naturen i os ind i nogle rammer, som ikke passer til os. Så bliver vi syge.

For rammerne i kassen er bestemt af konkurrencestaten, der nok har brug for mennesker til at yde, men ikke brug for menneskelige behov som omsorg og langsommelighed.

Det skal vi lave om på nu. Vi skal tage os anderledes af børnene. Af alle mennesker og deres behov for andre mennesker og for naturen. Tiden er inde til at lade rammerne forme sig efter menneskene og ikke omvendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *