Når vi er blevet væk fra naturen, hinanden og os selv

Jeg spekulerer på noget. Hvorfor bevæger vores samfund sig i en retning, hvor vi mennesker kommer længere og længere væk fra naturen? Og fra hinanden?

Vi – eller nogle – er på arbejde 40 timer om ugen. Måske er vi heldige at kunne cykle turen frem og tilbage, måske sidder vi i en bil, i et tog eller i en bus. Når vi har fri, skal vi handle, hente børn, lave mad, putte børn, se tv eller endda arbejde mere. Sove. Og så begynder den næste dag, der mere eller mindre ligner den forrige. Medmindre det er weekend. For i weekenden skal vi nå det. At være sammen med vores unger, at se venner og familie, læse avisen, motionere og måske – måske – når vi udenfor i naturen. Måske når vi endda at sanse den uden at tænke på, om vi nu virkelig når at nyde den, for i morgen; der er det mandag igen.

Min beskrivelse er muligvis karikeret. Men det er den følelse, jeg har haft det meste af mit voksne liv. Faktisk også noget af min barn- og ungdom. Der var arbejde bare skiftet ud med skole. At jeg skulle nå noget, at jeg skulle videre. At der heldigvis kun var to dage til weekend nu.

Jeg ved ikke, hvad det er i mig, der har gjort, at jeg allerede som teenager så småt begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den model. Måske var det en smerte indeni. En smerte, der i mange år gav mig følelsen af at overleve og ikke leve. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den, så jeg fortsatte. Indtil jeg en dag ikke kunne mere. Indtil jeg en dag forstod, at jeg havde et valg. Indtil jeg blev mor, og det føltes så forkert indeni mig at gå fra mit lille barn, der så tydeligt kommunikerede, at hun bare ville være sammen med mig.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har mærket den smerte. Mærker du den?

Hvad er pointen med at mærke den, spekulerer du måske. Jeg tænker, at smerte er der for at fortælle os, at vi skal stoppe op. Vi skal vælge anderledes. Vi skal passe på vores jord, vores børn, os selv. Nogle gange er smerte det, der får os til at handle anderledes. Og hvis ikke nu – hvor vores eksistensgrundlag snart bliver truet af klimaforandringer, hvor flere og flere af os mærker stress, mærker udbrændthed, mærker, at det føles forkert at være væk fra vores små børn – hvornår så?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *