Natur vs. kultur

Vi har bevæget os væk fra naturen. Ikke kun, fordi mange af os opholder os mindre i den. Fordi vi har glemt, hvad den kan give os. Men også i vores forældreskab.

Vi adskiller os. Fra vores børn. Fra vores intuition. Og mentalt fra vores krop. Vi er præget af den kultur, vi selv er vokset op i, hvor vi ofte også levede et liv, hvor vi i hverdagene var adskilt fra vores forældre i mange timer hver dag. Et liv, hvor mange af os overhørte og måske endda lukkede helt ned for flere af vores følelser og vores mavefornemmelse.

Det står i stærk kontrast til den måde, mange mennesker før os har levet. Hvordan mange mennesker fortsat lever i andre kulturer. Det står i kontrast til vores intuition. Og den måde, vi som skabninger har passet på vores afkom i generationer efter generationer ved at holde dem tæt på os – nat og dag – ved at aflæse og opfylde deres behov, ved at leve livet sammen med dem i stedet for adskilt fra dem.

Når den lille nyfødte så lander i vores arme i dag, så ligger den viden fra tidligere tider indlejret i os. Den ligger i måden, vi holder barnet. I måden, vi ammer det. I duften. I de små knirk. Den ligger i glædestårerne på vores kinder, og i knuden i maven ved tanken om, at noget slemt kan ske det lille barn. Det er naturen, der taler som intuitionen i os.

Og over for den står så vores kultur – en adskillelseskultur – hvor vi som nybagte forældre bliver bombarderet med velmenende råd fra sundhedsplejersker, bedsteforældre, tanter og tætte venner. Råd, der taler for, at det lille barn, der helst vil sove i vores arme, skal lære at være adskilt fra os. Så det kan vænne sig til det, når nu barslen snart slutter, og vi skal videre ud i det virkelige liv – og det skal ud i dets virkelige (institutionaliserede) liv. Som forældre – og måske især som mødre? – står vi flossede tilbage. For vi mærkede trangen til at holde barnet tæt, men vi var også fanget i en strøm af råd, arbejde, forbrugslån og kultur. Eller også lukkede vi ned igen. For naturen i os. Og for naturen i barnet.

I det nye bæredygtige samfund, som vi skaber sammen, der ser jeg, at der er plads til naturen. Både den i os – og den vi går ud i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *