Om sprogvurdering og præstationskultur

“Bukser uden ser?”

Det var et af de mange spørgsmål, min datter skulle svare på i fredags. Hun var til en lovpligtig sprogvurdering, fordi hun ikke går i børnehave. Vi voksne kan måske godt regne ud, at vi skal svare ‘buk’, men min datter, der lige er fyldt fem år, forstod det ikke. Så i stedet for at få et “rigtigt” eller et ‘“bingo” fra damen over for hende og et kryds det ‘rigtige’ sted i skemaet, blev der ikke sagt noget, og hun fik et kryds det ‘forkerte’ sted.

Hver eneste gang jeg tænker på testen, ser jeg for mig, hvordan min datter kiggede op på mig uden at sige noget, mens hun hev lidt i min arm. Jeg kunne se, at hun følte sig usikker, lidt presset, og at hun gerne ville have min hjælp. Hun havde aldrig været i en situation før, hvor hun var blevet vurderet på den måde. Og selv om min datter faktisk klarede vurderingen ganske fint og fik mange ‘rigtige’, så sidder situationen i mig. Den gør mig ked af det og faktisk også temmelig rasende!

Jeg bebrejder ikke damen, der skulle udføre sprogvurderingen. Hun fortalte, at de nok snart skulle til at vurdere børn helt ned i toårsalderen, og hun var modstander af alle de tests.

Jeg forstår også godt, hvorfor kommunen gerne vil sikre sig, at der ikke sidder nogle børn rundt omkring, som bliver totalt understimuleret sprogligt og socialt. Børn, som måske har brug for nærvær og hjælp. Selvfølgelig skal de have den hjælp.

Men jeg forstår ikke, hvorfor børn skal bedømmes på den måde. Hvad skal de få ud af det? Skal de føle sig forkerte? Lettede over, at de klarede noget, de måske ikke til fulde forstod, hvad var? Eller er det, fordi der er et eller andet helt galt med den præstationskultur, vi har skabt. En kultur, hvor vi alle helst skal præstere så godt som muligt – og helt fra vi er små børn. Hvor vi skal optimeres og måles og konkurrere. Vækste.

Hvor er bæredygtigheden i alt det? Hvor er pladsen til at fejle? Til at udvikle sig (eller sit sprog) i sit eget tempo? Til at være et menneske, der ikke går ned med stress eller depression, fordi det konstant er under pres?

Lever jeg i en illusion, når jeg drømmer om et bæredygtigt samfund med en bæredygtig kultur. Jeg finder den nuværende vej, vores samfund er på, uholdbar. Og også ubærlig, når det er mine – og dine – børn, der skal vurderes som rigtige eller forkerte.

Efter testen spurgte min datter mig, hvorfor det kun var hende, der skulle svare på noget, og hvorfor jeg ikke skulle. Det undrer jeg mig også over. Hvorfor snakkede vi ikke bare sammen alle tre? Så er jeg sikker på, at det hurtigt ville stå damen klart, at min datter er præcis, som hun skal være. Nøjagtig som vi alle er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *