Os, der går foran – og som ikke passer ind

Jeg er begyndt at tænke, at der er brug for os, der gør tingene på en anden måde – både når det kommer til at være med vores børn og i forhold til at tage vare på jorden. Hvis vi skal forandre os og omstille os – hvis vi skal bevæge os mod et bæredygtigt samfund, hvor vi passer på både jorden og mennesker – små som store – så må vi være nogle, der først ikke passer helt ind.

For fem år siden sad jeg på bagsædet af en bil med min kæreste ved rattet og vores ældste datter ved siden af mig i autostolen. Hun var knap en måned gammel, og vi var på vej hjem fra familiejulefrokost. Jeg græd.

At være blevet mor for første gang og føle så stor kærlighed og symbiose med mit lille barn samtidig med at skulle jonglere mange juletraditioner samt ivrige og forventningsfulde familiemedlemmer overvældede mig fuldstændig. Jeg følte mig splittet mellem kun at have lyst til at være hjemme med min baby og hendes far og så at deltage i de arrangementer, jeg altid havde deltaget i med mennesker, der regnede med, at vi var der.

Men den aften forstod jeg, sådan rigtigt, at jeg godt måtte sige nej. Også til traditioner og til familiemedlemmer, der betragtede det som mærkeligt, at jeg befandt mig i et tilstødende og roligt lokale med min overstimulerede baby i stedet for at lade hende gå fra arm til arm. Jeg valgte at passe på hende – og mig selv – i stedet for at lade mit ønske om at glæde resten af familien – og ikke mindst passe ind – veje tungest.

Der er for mig stadig smerte i at vide, at vi ikke passer helt ind, men det er mere omkostningsfuldt for mig ikke at lytte til min mavefornemmelse. Ligesom det er omkostningsfuldt for børnene og for jorden. Vi må gøre og sige noget andet.

Heldigvis bliver vi flere og flere, der gør det. Og forhåbentlig får det flere til at følge med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *