Pressede, klimabekymrede forældre

Jeg er lidt presset i disse dage. På tid. På overskud. Rigtig meget på søvn. Sådan er det med små børn. Og det er okay.

Det har fået mig til at tænke over, om det er derfor, vi ikke ser flere klimabekymrede forældre i medierne – ligesom vi ser de studerende i Den Grønne Studenterbevægelse og nogle ældre i Bedsteforældrenes Klimaaktion? Men forældrene er trætte. Fordi de har travlt med at have små børn, der får kindtænder, er i udviklingsspring eller er syge. Fordi de skal hjælpe med at samle cornflakes op. Fordi de oftest skal tidligt op, gøre sig selv og børnene klar, aflevere i institution, passe fuldtidsarbejde, hente børn, handle, lave mad, putte børn, falde i søvn, mens de putter, vågne igen, smøre madpakker. Sove.

Er der overhovedet tid og overskud til at gå op i klimaforandringer og ikke mindst gøre noget for at leve mere klimavenligt? Eller til at dele budskabet om, hvor vigtigt det er, at vi alle gør noget.

Vi har som forældre den største motivationsfaktor for omstilling til et mere bæredygtigt liv, som jeg ser det; vores børn. De små mennesker, vi dagligt forsøger at passe på, og som vi bekymrer os om. Det er dem, der kommer til at lide under de klimaforandringer, som vi bidrager til med vores livsstil. De klimaforandringer, vi måske/måske ikke er for trætte til at gøre noget ved, selvom vi (de fleste af os) efterhånden har forstået, at vi skal spise mindre kød, flyve mindre og forbruge mindre. Mindre og mindre og mindre.

Hvad vil så gøre en forskel, så vi formår at hive en smule energi ud af en i forvejen presset ligning og handler mere klimavenligt?

At vi ser, naboen gør noget? At vi ser, at de andre (pressede) forældre i børnehaven gør noget?

Jeg overvejer, om det at være i et fællesskab sammen med andre (klimabekymrede forældre) vil gøre en forskel. Hvis du havde en følelse af tilhørsforhold og fællesskab med en gruppe af andre, der ønskede at ændre noget til gavn for klimaet (og børnene), ville det så ikke få dig til at gøre noget?

Jeg tror det.

Det næste spørgsmål, der melder sig, er, hvordan vi så får skabt den slags forpligtende fællesskaber? Er det nok at finde dem online? Her på Instagram? I nogle af grupperne for klimabekymrede på Facebook? Eller skal de helst findes i det virkelige liv?

Hvad tror I?

For at skabe en forandring forudsætter det selvfølgelig også, at vi beslutter, at vi vil gøre noget, og vi sætter tid af til det. Jeg tror, at vi vil være mere tilbøjelige til at gøre det, hvis vi er i et fællesskab, hvor vi bliver påvirket af det, de andre gør. Ligesom de bliver påvirket af det, vi gør. Præcis som i en familie. Og som i et samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *