Repair Café – if it’s broken, fix it

Vores stavblender har haft en løs forbindelse i flere måneder. Den har været virkelig svær at tænde, men i dag kom vi endelig forbi en Repair Café og fik den lavet.

Vi ville sikkert kunne finde en ny stavblender på tilbud her i januar, måske ville det endda have været lettere. Men ligesom vi vælger, hvilken verden vi vil leve i, når vi køber nye ting, så vælger vi det også, når vi beslutter, om vi vil reparere, eller om vi vil smide ud.

Den flinke mand, der reparerede vores stavblender i dag, fortalte, at mange køkkenting er lavet på sådan en måde, at noget inde i dem knækker, når man forsøger at åbne dem for at reparere. De er lavet til at blive skiftet ud relativ hurtigt – ligesom produkter med indbygget forældelse. De er lavet, så vi må (arbejde og tjene penge og) købe, så produktionen, omsætningen og væksten kan stige.

Men hvis der er noget, vi skal væk fra, så er det vores brug og smid væk-kultur. Uden den ville vi allerede have taget et godt skridt på vejen til at reducere vores CO2-udledning: Hver dansker udleder nemlig i gennemsnit 4,5 tons CO2 på køb af ting og sager hvert år.

Når vi køber genbrugsting og reparerer, så reducerer vi både CO2 samt de råstoffer og den energi, som produktionen af de mange nye ting kræver. Men hvad kræver det så for, at flere vælger at reparere deres ting? En mulighed er at gøre som i Sverige, hvor man har sørget for, at momsen er halveret, hvis man fx skal have lavet sin cykel, sit tøj eller sine sko. Ligesom der er rabat på reparationer af hvidevarer.

I dag sørgede de frivillige hos Repair Café Nørrebro for, at vi sparede naturen for en ny stavblender, en flyverdragt og et sæt kogeplader til et legekøkken (selv om vi ville have kigget efter tingene brugt, inden vi købte nye). Men de sørgede ikke kun for det – de gav os også praktisk viden om, hvordan noget lignende kan laves en anden gang. Ligesom de var med til at give vores ældste datter en fornemmelse for, at og hvordan ting kan repareres.

I kan se, om der er en Repair Café i nærheden af jer på repaircafedanmark.dk. Ellers kan I lave en selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *