Stem grønt

Hvem skal vi stemme på, hvis vi både ønsker den mest ambitiøse klimapolitik og en familiepolitik, der giver mere omsorg og tid til børnene og mere plads til familier i vores samfund?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv i forsøget på at finde ud af, hvor jeg skal sætte mit kryds til europaparlamentsvalget 26. maj og til folketingsvalget 5. juni.

Svaret er ikke indlysende – i hvert fald ikke, når det kommer til familiepolitik – men i forhold til klimaet, så er der ifølge en forskergruppe på DTU to partier, der er en anelse mere ambitiøse end resten. Det drejer sig om Alternativet og Enhedslisten, der til forskel fra de resterende partier har klimaplaner, der rent faktisk vil sikre, at Danmark lever op til Parisaftalen og et mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

Det gør det nemt for mig. Jeg har gjort mig klart, at klima er førsteprioriteten for mig. Der skal være en beboelig planet for vores børn. Hvis der ikke er det, så kan familiepolitik og alt andet politik være lige meget. Men heldigvis behøver det ene ikke at udelukke det andet – snarere tværtimod, som jeg ser det. En omstilling til et bæredygtigt samfund har for mig ikke kun noget at gøre med klima – ligesom en omsorgsrevolution ikke kun har noget at gøre med børn og familier. De hænger sammen, for når vi nu alligevel skal omstille os og forandre den måde, vi lever – så vi rent faktisk kan leve – så kan vi lige så godt kigge på, hvilket liv vi ønsker. Vi må kigge på, hvordan vi skaber gode, meningsfulde liv med sunde forhold for både store og små mennesker, dyr og jorden.

For mig at se er et meningsfuldt liv afhængigt af vores relationer til andre, og derfor ønsker jeg også et samfund, hvor familien er sat i centrum.

Både Enhedslisten og Alternativet ønsker flere voksne i daginstitutionerne og at sætte arbejdstiden ned til 30 timer. Men ellers glimrer Enhedslisten desværre med sit fravær af en familiepolitik, mens Alternativet har lidt flere visioner i den retning. De taler både om, at pengene skal følge barnet og om borgerløn, som giver flere muligheder for at indrette sit familieliv, som man selv ønsker.

Hvilke tanker gør I jer om valget, og hvad prioriterer I højest?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *